Med åbne øjne
Som ingen anden kunstart formår malerkunsten at berige den menneskelige tilværelse. Det kræver blot at man ser på kunst med åbne øjne og et åbent sind uden at være forudindtaget og have fordomme.
En visuel oplevelse
Billedkunstens sprog er internationalt – det har ingen geografiske grænser som det verbale sprog. Smag og behag er forskellig fra person til person – men alle seende har mulighed for at få en visuel oplevelse.
Malerier skal helst ses i original og i den kontekst de er skabt, men det er kun en brøkdel af verdens kunstskatte, som kan blive den enkelte til del. It er derfor vor tids hjælper. Alle kan i dag Google sig til oplevelser på nettet.
Åndelig gold ørken
Kunsten er til nydelse, belæring og eftertanke. Gennem billedkunsten kan vi anskue skiftende faser af menneskets tilværelse.
Glæden ved kunstens fortryllelse kan intet menneske undvære. De der siger, at kunst ikke beriger dem lever i en åndelig gold ørken. Jeg kan kun opfordre alle at besøge gallerier og kunstmuseer, idet man lærer at se og holde af kunst ved at se så meget kunst som muligt.
Unik kunstsamling – sofakunst!
Vi kan i dag sidde foran vor PC og Google os frem til næsten alverdens mesterværker i kunstens verden. Og vi kan overføre værkerne til fladskærmen over sofaen i stuen og lade et slideshow køre i en uendelighed. De fattige kan hermed opbygge en unik kunstsamling, der ellers kun er forbeholdt for verdens rigeste oliesheiker. Fedt, ikk`?
Red.