Kunstnergruppen Slottet
Siden 2007 har en gruppe af kunstnere holdt til i det forhenværende væveri i det nedlagte statsfængsel i Horsens by. Statsfængslet hed i folkemunde ”Slottet” og gruppen har lige siden etablering kaldt sig for kunstnergruppen Slottet.
Mange har været medlem
I de forløbne år har der været mange kunstnere, som er gået ud og ind af fællesskabet. Således har to forfattere været medlem af gruppen, en fotograf, keramiker, stenhugger og flere malere. I dag består gruppen af malere, keramikere og en tøjdesigner. Der er 14 kunstnere, som tilsammen har ca. 1000 kvm at boltre sig på.
Billedkunstner Bjarne Ohn, som var en af initiativtagerne til gruppen, fortæller, – at hver kunstner har sin egen ”bås” i det åbne værksted. Der er tale om fordybelsesværksted; men det betyder ikke, at man ikke kommer hinanden ved. Således kan man gensidig spørge hinanden til råds, drøfte et værk og man laver også fælles projekter.
I starten var der fire mandlige kunstnere med i gruppen, men i dag er Bjarne Ohn den eneste hane i kurven, og han så gerne, at der kom flere mandlige kunstnere med i gruppen. Når der er en ledig plads på Slottet, er det primært kvinder, der søger om optagelse. I øvrigt er der i dag kun fire medlemmer tilbage af den oprindelige gruppe.
Udstilling i forrummet
Der afholdes hvert år ca. to udstillinger over et tema. Hvert år lægger fængslet ramme til en krimimesse, der besøges af flere tusinde fra ind- og udland. Gruppen Slottet deltager med en temaudstilling. Den første udstilling havde titlen ”Nøglen”. Af andre udstillinger kan nævnes ”Muren, ”Frokost i det Grønne” og Sort/Hvid.
Den første lørdag i måneden mellem kl. 12 – 15 er det muligt for interesserede at kigge ind til gruppen og se de enkelte kunstneres værksted og får en snak med de kunstnere, som er til stede. I et forrum, er der et galleri. Og her kan de besøgende få et godt indblik i den forskelligartede kunst, som produceres.
Bjarne Ohn fortæller, – at der er et udstillingsudvalg på 5 personer, som står for ophængning og opstilling af de værker, som skal med på udstillingen. Der er ca. 6 udstillinger om året. Til daglig er værkstedet ikke åbent for publikum. Men kunstforeninger kan kontakte et medlem af gruppen, og det vil så blive aftalt, hvornår det er muligt at komme og se, hvad den enkelte kunstner laver. Disse arrangementer er en stor succes, da der er rig lejlighed til at spørge indtil den kunst, der vises – både motivmæssigt og den mere tekniske del.
For tiden udstilles der i forrummet 27 værker + keramik. Der vises tuschtegninger, akvareller, og malerier i mange changerer. De udstillede værker er af høj kvalitet og bestem værd at se. Der er således tale om betagende kunst til eftertanke! Og den meget forskellige kunst, der er at se på, giver således den besøgende en god oplevelse. Og har man først en gang besøgt de dygtige kunstnere på Slottet, får man bestemt lyst til at komme tilbage.
En flittig kunstner
Bjarne Oh kommer hver hverdag på Slottet og er en meget flittig kunstner. Han laver ca. 100 malerier om året. Han har helt sin egen stil, som han løbende arbejder med at udvikle. For hvert værk han skaber, ligger der et stort forarbejde både fysisk og mentalt. Han gør meget ud af at give maleriet en titel – ofte en ret underfundig titel, så beskueren har noget at forholde sig til. I mange private hjem hænger der et eller flere af Bjarne Ohns værker – det samme er tilfældet på kontorer etc. På Horsens nyeste og største skole Byskolen Fussingvej hænger der flere værker – værker som specielt er lavet til skolen. Værker der ikke kun blandt lærerne og eleverne, men også forældre og andre besøgende giver en god diskussion. Her er der tale om kunst til eftertanke.
Kunstnergruppen Slottet har en hjemmeside www.slottethorsens.dk hvor hver kunstner er repræsenteret.