Kunstnernetværk
I Hedensted Kommune har man lavet et Kunstnernetværk. Netværket består af over 100 kunstnere alle bosiddende i kommunen. Lørdag den 7. og 8. april 2016 var 46 af disse kunstnere samlet i Stouby Multihus, hvor de viste noget af deres kunst frem. Det var tredje gang, at kunstnerne i netværket på denne måde deltog i en fællesudstilling.

Abstrakt værk af Jørgen Bæk, Løsning
Store og små kunstværker
En af de mange udstillere var Jørgen Bæk, Løsning. Han maler farvestrålende abstrakte værker. En anden kunstner var Steen Munch, Dykjær strand ved Vejle fjord. Han er autodidakt, men blev for alvor bidt af at tegne og male som 13-årig. Da fik han undervisning af billedkunstneren Søren Andersen fra Horsens. Den kreative åre har Steen Munch hjemmefra, idet faderen Oskar Hansen var en ivrig maler i ca. 40 år. Steen Munch er hobbymaler, idet han har været fisker og bådfører i lodsvæsenet og aldrig forsøgt at gøre kunsten til sin levevej. Han startede med at male med olie for så at gå over til akvarelmaling for nu at male med akrylmaling. På udstillingen i Stouby Multihus var der flere mindre malerier med – motivet primært birketræer – og et meget stort maleri af et fiktivt hav lige til at hænge over sofaen. Der var også udstillet flere mindre havstykker. Kunstneren bor i et meget naturskønt område. Og naturen giver inspiration til at sætte farver på et lærred.

Steen Munch med et stort maleri af et fiktivt hav
Portrætter med sjæl
De mange besøgende kunne også møde tegneren Liselotte Stilling Germer med kunstnernavnet Lilo. Kunstneren bor i den lille hyggelige landsby Barrit, hvor hun har sit atelier. Hun tegner portrætter med sjæl.
– At tegne et portræt handler om meget mere end at lave en kopi; det handler om at få tegningen til at fortælle mere end stregerne antyder. På samme måde, som en karikaturtegning fremhæver personens fysiske særkende, skal portrættet fremhæve personligheden, siger Lilo.
Lilo har siden 2014 valgt 100% at være portrættegner. Hun vil gerne give sin viden videre til andre og derfor startede hun med at lave et tegnekursus for børn og unge. Det er blevet en succes og en af eleverne var med i Stouby Multihal. Sidste år oprettede Lilo et tegnehold for voksne.
Dækning af halleje
Billedkunstner Brian Kristensen, Tørring laver gerne malerier efter fotos for eksempel af mennesker og kæledyr. Der er noget finurligt, underfundigt og humoristisk over de værker, som kunstneren laver.

Liselotte Stilling Germer sammen med elev
Til dækning af halleje med mere har hver deltager givet 150 kr. og været indforstået med at deltage i pasningen af udstillingen. Hedensted Kommune har også givet et tilskud. Liselotte Hillestrøm, formand for udvalget for Fritid & Fællesskab fortæller i udstillingspjecen, at kulturen blomster i Hedensted Kommune. Kreativitet og kunst udfoldes ofte alene i kunstnerens eget hjem, atelier eller værksted. For at styrke fællesskabsfølelsen og den gensidige inspiration skabte vi i efteråret 2012 et netværk for lokale kunstnere. For jeg synes, det er vigtigt at understøtte de kulturaktører, der gerne vil dyrke deres stor interesse, om det så er professionel eller på amatørbasis. Og det har vist sig, at interessen for at være med i det lokale kunstnernetværk har været stor – i dag er der således flere end 100 medlemmer.
Godt initiativ
Det er bestemt et godt initiativ, som man har gjort i Hedensted kommune med at oprette et netværk for kunstnere. Og der er i øvrigt udgivet en folder Kunstguiden med nævnelse af kunstnerens navn og bopæl og foto af et værk.
På udstillingen kunne de besøgende se malerier i mange genrer, forskelig artet tegninger, glaskunst, keramik, decoupage, kunsthåndværk, skulpturer, trædrejning og hertil levende musik.

Brian Kristensen, Tørring er en kunstner med humor
Red.