Galleri Art EXPO flyttet på landet
Finanskrisen, der tog sin begyndelse i efteråret 2008, blev en hård oplevelse for mange gallerier. Flere galleri har drejet nøglen om og er i dag historie. Flere gallerier er flyttet ud på landet fra storbyen, og det gælder også Galleri Art Expo.
En gratis kop kaffe

Galleriejer Sarah Høi foran værker af Henriette Lorentz
Galleri Art Expo er et kommercielt galleri stiftet i år 2000 af Sarah Høi. Galleriet åbnede i Aarhus i år 2000 og er i dag flyttet til Skanderborg kommune. Højt beliggende med udsigt over Stilling og Solbjerg Sø og skov.
Ved galleriet er der indrettet et picnic-område ved søen. Så hvis vejret er til det, kan man nyde sin medbragte mad.
I øvrigt byder galleriet på en gratis kop kaffe. Indendørs er der indrettet borde, hvor man kan stå eller sidde og fordøje den kunst, man har set i det meget store galleri. Der er udstillet værker af ca. 70 kunstnere. Der vises primært malerier hertil glaskunst, keramik, skulpturer med mere.
På sikkergrund
Galleriet har flere nye ukendte eller næsten ukendte kunstnere. Der er ikke noget avantgarde over de værkerne, der er udstillet. Galleriet er på sikkergrund hvad angår kunst, der henvender sig til hr. og fru Danmark, som ikke går efter tidsånden med angst, intolerance og narcissisme. Værkerne er generelle harmløse uden dualisme som kan hænge i enhver stue, kontor og kantine, som en dekoration.

Der er mange kunstinteresserede, der besøger galleriet
Der hviler fred, ro og harmoni overalt i det store galleri med de mange rum med særskilte udstillinger.
Den besøgende vil ikke føle sig stresset ved et besøg i Galleri Art Expo. Her kan man virkelig nyde stedets gæstfrihed i en afslappet atmosfære.
Indramning af værker
Galleriet kan også sørge for indramning af værker og har det meget rammende slogan,
”Ingen opgave er for stor til at vi kan håndtere den – og ingen for lille til at fortjene vores opmærksomhed og omhu”
Mens andre gallerier må indskrænke og eventuelt flytte til mindre lokaler har Galleri Art Expo valgt en anden strategi – man er i fuld gang med at udvidet udstillingsområdet.
Det kan varmt anbefales at lade turen gå til Galleri Art Expo, som ligger 15 minutters bilkørsel fra Aarhus og 4 km. fra motorvej E45.
Galleri Art Expo, Søvejen 35, 8362 Hørning
Hjemmeside www.artexpo.dk
Tlf. 86 14 77 96
Red.
Hej Gorm
Tak for dit besøg i galleriet. Jeg beklager at jeg ikke havde tid til at sætte mig ned og tale med dig, den dag du var på besøg, men vi havde små 200 mennesker igennem galleriet på bare to timer, så jeg havde lidt mange bolde i luften.
Jeg har en uddybende kommentar til din fine artikel om galleriet. Du starter med at skrive at finanskrisen var hård for mange gallerier og at Galleri Art Expo flyttede på landet grundet finanskrisen. Det er forkert. Jeg brugte krisen i overhalingsbanen, mens de andre gik i dvale eller lukkede.
Jeg åbnede Galleri Art Expo i Aarhus januar 2000. Og da krisen kradsede i 2009 købte jeg et nedlagt filstudie med 1200m2 udsigt og fede rum, og begyndte at bygge det om til galleri også. I påsken 2010 åbnede jeg endnu et galleri her på adressen.
Jeg drev to gallerier sideløbende med hinanden. Jeg havde en rigtig fin forretning inde i Aarhus, men efter 13 år med galleri samme sted, trængte jeg til luft forandring. Det var også sket en masse i branchen. Jeg ville gerne lave et oplevelsessted, som var andet end en butik. Jeg ansatte en bestyrer til Galleri Art Expo i Aarhus i 2010 og brugte selv min tid på at bygge Galleri på den nye adresse fra 2010-2013. I efteråret 2013 kunne jeg, se at det var en god beslutning med galleriet her. Godt nok i udkanten af Aarhus, med marker som nabo, men den smukke placering gav mig plads som attraktion i turistmagasinerne og folk strømmede hertil fra hele Danmark.
De lejede lokaler i Aarhus blev opsagt ultimo 2013 og Galleri Art Expo flyttede officielt. I dag har jeg et galleri med 72 danske kunstnere repræsenteret. Galleriet er et trækplaster for både udenlandske turister og danske som nyder at komme og opleve, at være, at nyde… og selvfølgelig også købe. 😉
Nogle gange skal man ikke være så bange for at gå imod strømmen.
En glad hilsen fra en glad gallerist.
Sarah Høi