Horsens Kunstmuseum danner ramme om ung kunstners værker
Horsens Kunstmuseum havde lørdag den 7. oktober 2017 fernisering på en udstilling med værker af kunstneren Camilla Thorup i den gamle del af museet.
Horsens Kunstmuseum erhvervede sit første værk af Camilla Thorup i 2009 og har siden føjet flere værker til samlingen. Derfor glæder vi os meget til at vise vores publikum en større præsentation af hendes arbejde, sagde Horsens Kunstmuseums chef Claus Hagedorn–

Skulptur der er modsat
’Døren åbner indad’
I museets lille pjece hedder det;
På Camilla Thorups første soloudstilling på Horsens Kunstmuseum, ’Døren åbner indad’, udgør mennesker og huse motiverne. Menneskefigurerne er karakteriseret ved, at de interagerer med hinanden og holder hinanden i spænd. De indgår i fastfrosne fortællinger om basale menneskelige vilkår med egne logikker og love, hvor tid, tyngdekraft eller anden rationalitet ikke nødvendigvis råder. Gennem en kontrolleret enkelthed arbejder Camilla Thorup med at opløse tid, sted, køn og identitet, så figurerne står åbne for beskueren.

Skulptur
I malerierne med huset som motiv mimer huset menneskelige karaktertræk, som i maleriet af det kollapsede hus. Huset bliver brugt som billede på generelle menneskelige vilkår og mentale tilstande. Camilla Thorup er fascineret af huset som en ramme om livet, et hylster, hvor der udspiller sig et liv indeni, i lighed med menneskekroppen selv. Camilla Thorup præsenterer for første gang en række keramikskulpturer. Her er maleriernes figurer trådt ud af rammerne og blevet til tredimensionelle figurer. Figurerne er lavet af stentøjsler med charmotte. Charmotte er små korn af brændt ler, så figurerne får en ru og grov overflade. Inden brænding er figurerne bemalet med begitning, en indfarvet flydende ler. Begitningen bibeholder lerets matte natur og lader lerets farve og charmottens ujævnhed skinne igennem. På den måde fremstår figurerne med en råhed, der står i kontrast til materialets indbyggede skrøbelighed.
To store figurer og flere små
På udstillingen vises to store skulpturer. Den ene er en person stående på alle fire, hvorved forholdet mellem det civiliserede menneske og dyret tematiseres. Skulpturen udfordrer, at mennesket som art er karakteriseret ved at stå op og gå på to ben. Den anden store skulptur består af to menneskefigurer. Den største af figurerne løfter den mindre op foran sit ansigt og skjuler sig således bag den mindste figur. I arbejdet med denne skulptur har Camilla Thorup været optaget af viktorianske fotografier af småbørn, der er fotograferet på skødet af deres skjulte mødre. Da fotografiet krævede en lang lukketid, skulle de poserende børn blive siddende i samme i stilling i flere minutter, for at fotografiet blev skarpt. Derfor blev børnene placeret på skødet af deres mødre, som blev gemt væk under et stykke stof, så kun børnene blev foreviget.

Camilla Thorup ved en af de udstillede skulptur
Stille figurer
I Camilla Thorups malerier såvel som skulpturer sættes figurernes enkle og stramme udformning op imod en sensibilitet i farvevalg og materialets tekstur. Figurerne har ingen særlige karakteristika, hverken i forhold til tid, køn, alder eller race, og er heller ikke bundet til en bestemt sindstilstand. Med deres neutrale udtryk, simple beklædning og det selektive, afdæmpede farvevalg, er der tale om stille figurer, som ikke gør et stort nummer ud af sig selv. Men da figurerne har en vis volumen, indeholder de alligevel en stor intensitet og en stærk tilstedeværelse. Det modsætningsfyldte i både maleriets og keramikkens tekniske udførelse spejler samtidig en tematisk dobbelthed. I modsætningen dannes en dynamik, hvor nærvær og fravær, det personlige og det upersonlige, det rationelle og det absurde stiller sig op over for hinanden
Camilla Thorup (f. 1976) er uddannet fra Det Kongelige Danske Kunstakademi i 2008. Hun har været medstifter af galleriet Førstetilvenstre og udstillingsinitiativet Andetprojekt og kurateret flere gruppeudstillinger blandt andet i shoppingcenteret Field’s og i en kolonihave.
Underviser på Holbæk Kunstskole.
Det er kunstnerens intention, at beskueren selv lægger sin tolkning i de udstillede værker.
Kunst skal involvere og skabe debat til eftertanke og refleksion – og det gør de udstillede værker på deres egne stille måde. Udstillingen Døren åbner indad kan ses til 18. januar 2017.

Kunst skal involvere beskueren – og det gør kunstnerens værker
Udstillingen er støttet af Statens Værksteder og Grosserer L. F. Foghs Fond
Red.