Det maleriske nu med Peter Hansen & Martin Bigum
I 2018 er det 150-året for maleren Peter Hansens fødsel. Faaborg Museum fejrer denne centrale skikkelse for kunstnergruppen Fynboerne ved at lade en af vores mest markante samtidskunstnere, Martin Bigum, vise det ved Peter Hansens kunst, der gør ham til en vigtig og aktuel skikkelse i dansk kunst også i dag, siger museumsdirektør Gertrud Hvidberg-Hansen.
Udstillingen vises på Faaborg Museum Grønnegade 75, Faaborg i perioden 11. maj – 21. oktober 2018.
Udstillingen Det maleriske nu – Peter Hansen & Martin Bigum er udviklet i nært samarbejde med billedkunstner Martin Bigum. Den sammenstiller værker af de to kunstnere, Peter Hansen (1868-1927) og Martin Bigum (f. 1966), og udstillingen skaber et usædvanligt møde mellem værker af Fynboerne og en samtidskunstner.
Udstillingens titel henviser til, at der er en særlig prægnans i den måde Peter Hansen arbejder med maleriets teknik og materialer, og at Peter Hansen har en helt særlig evne til at fange og skildre øjeblikket, nuet. Man ser det særligt i værker, hvor Peter Hansen arbejder med menneskefiguren og naturen eller undersøger stedets betydning. Det er noget, som Bigum også ser som sit kunstneriske projekt, og han vil gennem egne værker og ved at der vises et særligt udvalg af Peter Hansens værker vise, hvor slagkraftig og vild, en maler Peter Hansen rent faktisk er.
En særlig malerisk erfaring
Martin Bigum har stor veneration for Fynboernes kunst i almindelighed og Peter Hansen i særdeleshed. Martin Bigum har særligt beundret Peter Hansens maleriske blik, temperament og tekniske håndelag. Bigum, der har en stor kunsthistorisk viden og horisont, udtrykker sig i forskellige kunstneriske medier, men har siden 1989 malet hundredvis af malerier og opnået en særlig malerisk erfaring. Disse mange kvaliteter gør, at han vil være en markant fortolker og formidler af Peter Hansen.
For første gang vises en sådan malerisk dialog i Carl Petersens fløj, Faaborg Museums historiske og fredede del fra 1915 museets såkaldte køjer, der er syv små rum, der er forbundet af en lang gang med de særprægede ornamentale mosaikgulve. Udstillingen præsenterer værker af de to kunstnere side om side og skaber et usædvanligt og overraskende møde mellem en Fynbomaler og en samtidskunstner.
Det er første gang nogen sinde, at maleren Peter Hansens kunstneriske produktion præsenteres i dialog med en samtidskunstner og ikke i en mere traditionel historisk eller monografisk kontekst. Dertil kommer, at Martin Bigum ikke siden 1996-97 har udstillet på Fyn – det vil vi også gerne råde bod på. Det er både ældre og helt nye værker af Martin Bigum, der udstilles, slutter museumsdirektør Gertrud Hvidberg-Hansen.
Museet udgiver et rigt illustreret katalog med essay af Martin Bigum. Kataloget udkommer den 11. maj 2018, men kan rekvireres som pdf ca. 14 dage før ferniseringen.
Red.