Fra galleri til kunsthandel
I mange år drev Aksel Berg Kristensen kunstgalleri i Vejle på adressen Rosas Minde Vej 47, 7120 Vejle – men galleriet er nu blevet til kunsthandel, fortæller ejeren.
– Jeg har været interesseret i kunst lige fra jeg var 12 år gammel. Mødt mange kunstnere og set mange kunstudstillinger. Indtil 2016 afholdt galleriet 8 ferniseringer hvert år. Jeg brugte rigtig mange timer på PR og penge på at arrangere en fernisering. Det store forarbejde etc. stod ikke mål med salg af værker. Hertil kommer, at jeg har passeret de 70 år, så jeg tog beslutningen om at stoppe med gallerivirksomheden og lave det om til kunsthandel.
Aksel Berg Kristensen sælger fra adressen kunstværker, som er tilhører ham selv. Han tager således ikke værker i kommission. Det er hans erfaring, at folk tror, at når man har et værk i kommission, så bliver det solgt inden for ganske kort tid. Forståelsen for, at der kan gå lang tid er lille.
Michael Kvium i høj kurs
En kunstner som Michael Kvium er i høj kurs. Især serien FOOLS er der stor efterspørgsel på. FOOLS siger såvel unge som ældre noget. Og kunsthandlen har et kæmpeudvalg af indrammede tryk.
I øvrigt har Aksel Berg Kristensen i kunsthandlen mange værker af dygtige kunstnere og i flæng kan nævnes Albert Bertelsen, Elsie Heidmann, Svend Aage Madsen, Niels Chr. Kirkegaard og naturligvis Knud Nielsen med mange flere og det kan anbefales at kigge ind til kunsthandleren – der gerne øser af sin store viden om kunst.
Foruden salg af kunstværker gør man det også i indramning. Mange fra nær og fjern benytter sig af at få indrammet værker, da der altid er tale om et top professionelt arbejde.
Red.