Får Horsens endelig en statue af Vitus Bering?
Vitus Jonassen Bering fra Horsens var dansk officer i russisk tjeneste, og var leder af to årelange videnskabelige ekspeditioner for at kortlægge den sibiriske og den nordamerikanske kyst. Efter ubeskrivelige lidelser omkom han på hjemturen på Beringøen, som bærer hans navn ligesom strædet gør.
Skal Horsens have en statue af Vitus Bering? Det er der mange horsianere, som støtter. Og en af initiativtagerne til en statue er galleriejer Allan Hjort, der har galleri i Grønnegade i Horsens.

Især ansigtet af Vitus Bering er der brugt lang tid på at skabe, idet der ikke findes noget originalt billede.
Kunstner Lauge Voigt fra Langeland har lavet en skulptur af Vitus Bering. Skulpturen blev 11. april 2018 vist frem i galleriet.
Lauge Voigt fortalte, at han havde lagt et stort forarbejde i at lave en mini skulptur af byens berømte søfarer. Især ansigtet havde han brugt mange timer på at konstruere, da der ikke findes noget originalt billede af Vitus Bering.
Såfremt Horsens Kommune beslutter sig til at få lavet en statue, som den dér blev vist i galleriet, vil den blive støbt i bronze – Vitus Bering var ca. 175 cm høj og det er også målet på skulpturen. Prisen for skulpturen vil alt indbefattet blive på lidt under 1 mio. kr.
Om Vitus Bering fortæller Horsens Museum følgende:
En af verdens store opdagelsesrejsende, Vitus Bering, stammer fra Horsens. Bering opdagede i 1728, at Asien og Amerika er adskilte kontinenter, og i 1741 kortlagde han som den første Alaskas vestkyst. Hvor Columbus bandt verden sammen mod vest, gjorde Bering det mod øst.
Første Kamtjatka Ekspedition
(1725-1730)
Endnu i begyndelsen af 1700-årene vidste man ikke, om Sibirien var landfast med Amerika. Derfor udsendte Zar Peter den Store (1672-1725) en ekspedition i 1725, med Vitus Bering som lederen. Efter en lang og besværlig rejse gennem Sibirien nåede ekspeditionen til Kamtjatka, hvor man organiserede en lejr og byggede skibe.
Den 13. august 1728 sejlede Bering rundt om Sibiriens nordøstlige hjørne og fastslog dermed, at der var vand mellem Asien og Amerika, skønt han ikke kunne se den amerikanske kyst for tåge.
Bering vendte tilbage til Skt. Petersborg med den nye viden, men blev kritiseret for, at han ikke med egne øjne havde set land på begge sider af strædet.
Anden Kamtjatka Ekspedition
(1733-1743)
Den anden Kamtjatka-Ekspedition, eller Den Store Nordiske Ekspedition, blev den største, verden nogensinde har set. Den omfattede 10.000 mand.
Vitus Bering var øverste chef med ansvar for ekspeditionens organisering. Hans opgave var at finde og kortlægge den hidtil ukendte amerikanske vestkyst. Berings skib nåede Amerika den 15. juli 1741, og man påbegyndte kortlægningen af kysten.
På vej hjem strandede hans skib på en lille øde og træløs ø, og mandskabet måtte overvintre i nedgravede hytter af drivtømmer. Mange af mændene døde, deriblandt Vitus Bering, som blev begravet på øen.
Bering genfindes
Vitus Bering kaldes “Ruslands Columbus”. En verdensberømt mand, hvis udseende man ikke kender. Der findes portrætter, som hævdes at være af Bering, men det er usikkert, om de virkelig forestiller ham. Denne tvivl var en af årsagerne til, at sovjetiske arkæologer og retsmedicinere indledte et samarbejde med arkæologer fra Horsens Museum med det formål at finde og udgrave Berings grav og herefter forsøge at genskabe Berings ansigt ud fra kraniet.
I august 1991 fandt arkæologerne Berings og fem andre søfolks grave på Beringøen. De døde blev ført til Moskva, hvor 5 retsmedicinere undersøgte dem og genskabte Berings udseende.
I 1992 blev Bering og de øvrige søfolk genbegravet på Beringøen.

Der var meget stor interesse blandt de fremmødte for at se skulpturen, som ganske nøje blev gransket. Måske bliver skulpturen det nye varetegn for Horsens.
Turistattraktion af de store
En statue af Vitus Bering, placeret ved havneindløbet, vil for Horsens være som ”Den Lille Havfrue” er det for København. Tusindvis af turister fra nær og fjerne vil strømme til Horsens for at se satuen og opleve Horsens by – Vitus Berings fødeby.
I øvrigt er der tale om en meget fascinerende skulptur som er meget fortællende og som bestemt vil være en stor gevinst for Horsens at erhverve.
Red.