Kunst gør din hverdag til noget særligt!
Der er mange dygtige kunstnere i vort land. De ved, at hårdt arbejde er eneste vej frem; thi teknikken skal mestres.
Det er bestemt ikke alle beskåret at blive billedkunstner, forfatter, musiker eller sanger. Har man ikke et talent, kan nok så mange kurser ikke gøre noget herved. Og har man et talent, men ikke sørger for, at det bliver udviklet ved daglig træning etc., så bliver man aldrig en stor kunstner på sit felt.
Der er ikke noget bedre, end mennesker beskæftiger sig med det kreative og sanselige. Det giver udøveren indhold i livet. Ikke alt, der produceres, er lige godt, men det at blive afhængig af at skabe værker er det fundamentale. Men den enkelte udøver skal naturligvis finde sit niveau – og erkende dette og have det godt dermed.
Mange talentløse dilettanter har meget glæde af at udfolde sig med det at male, og det skal de endelig blive ved med. Det betyder ikke, at de absolut skal belemre andre med fremvisning af deres hæmningsløse mangel på teknisk kunnen.
Mange behersker teknikken, men det de laver kan alligevel ikke betegnes som kunst, da der ikke er noget indhold – ingen fortælling.
Et værk skal få beskueren til at reflektere over, hvordan man forholder sig til livet og døden. I billedkunsten er der dualisme – og det er dét, som gør et maleri så fascinerende. Når det er tilfældet, gør kunst hverdagen til noget særligt.
Der er nogle som ligefrem er angst for ordet kvalitet, når det omhandler kunst.
Tidsånden indikerer småborgerlig indskrænket livsanskuelse, som heldigvis de kulturliberale gør indsigelse imod.
Angsten udmønter sig i, at det elitære ej er folkeligt. Eliten er højt hævet over folket. Utroligt, at der er nogle, som kan mene det.
Vi kan bestemt ikke undvære eliten, da netop eliten er med til, der opstår en bredde, som det kendes fra sportens verden.
Når det drejer sig om kunst, skal vi naturligvis altid stræbe efter det bedste. Kvalitet fremfor kvantitet.
Af Gorm Thor Flagstad, redaktør