40 år med stentryk
“Foreningen til Stentrykfagets Bevarelse” markerer sit 40-årige virke på Danmarks Industrimuseum i Horsens med en udstilling af litografiske værker fra perioden 1978 – 2018.
Danmarks Industrimuseum er et teknisk museum, der ligger på de tidligere elektricitetsværks- og gasværksgrunde i Horsens. Museet blev påbegyndt i 1975, åbnet i 1977 og statsanerkendt i 1984. Museets arbejdsområde er arbejder-, håndværker- og industrikulturen efter 1850.
I De Norske Haller er der en udstilling med titlen 40 år med stentryk. Det er medlemmer af Horsens Stentrykkerklub som fremviser nogle af deres arbejder i anledning af jubilæet. Udstillerne er Magnus Løfgren, Jytte Røgilds, Dietger Martus, Poul Svendsen, Jarl Egberg, Tove Møller, Ellen Sønderstrup, Ole Per Christoffersen, Agnete Bjørneboe, Ida Settergren, Irma Calonius, Ruth Juul, Maj-Britt Skovgaard, Lasse Byrge, Jane Buchreitz og Lis Skovgaard.
Stor begejstring
Litografi er en grafisk teknik, hvor trykpladen udgøres af en særlig kalkstenstype i plansleben og forarbejdet form. Det er desuden betegnelsen for selve det grafiske blad eller billedet. Teknikken hører under plantryk, en af grafikkens tre hovedkategorier.
Historisk har stentryk været anvendt i den industrielle produktion af f.eks. landkort, etiketter, med mere – deraf foreningens hjemsted på Danmarks Industrimuseum.
Den kunstneriske anvendelse af stentryk – litografi – har eksisteret sideløbende og værdsættes af mange kunstnere den dag i dag.
Udstillingen blev den 23. september 2018 åbnet af museumsleder Ole Puggaard og formand for klubben Dietger Martus. Flere hundrede kunstinteresserede deltog i ferniseringen og udtrykte meget stor begejstring for de udstillede værker.
Stentryk er et håndværker og når en kunstner kommer indover, kan det godt slå gnister mellem håndværkeren og kunstneren. Mange kendte kunstnere har i tidens løb lagt vejen forbi museet og fået lavet tryk.
De udstillede værker er meget forskellige; men alle af høj karat som bestemt er seværdig. Hver udstiller har eget udtryk og det gør udstillingen ret så fascinerende.
Der er udgivet en bog med nogle af de bedste værker. Bogen kan købes på museet.
Udstillingen kan ses til 21. oktober. Danmarks Industrimuseum – Gasvej 17, 8700 Horsens
Red.