Gensyn med Mille Kalsmose
Horsens Kunstmuseum åbnede lørdag den 3. november dørene op til udstillingen ”The Shape of Us” skabt af kunstneren Mille Kalsmose.
Der er tale om et gensyn med den talentfulde kunstner, idet hun også var udstillingsaktuel i vinteren 2014/2015 på museet.
Museet har lavet en lille pjece om udstillingen, hvor der er en nærmere beskrivelse. For mange er installationskunst et ukendt begreb. Men bliver man først fanget af de udstillede værker med de mange fragmenter, der er sirligt ordnet, kan man nemt gå i trance. En fordybelse indfinder sig. Og man kommer til at fundere over livet og hvad deraf følger.
Af pjecen fremgår det, at danskerne er verdens lykkeligste folk. Alligevel er 20 % af befolkningen ensomme, og selvmord er den næstmest hyppige dødsårsag blandt unge. Kunstneren Mille Kalsmose undersøger identitet og relationer og præsenterer med udstillingen ”The Shape of Us” en række nyere værker, der tager afsæt i nedbrydelsen af vores vante tankemønstre.
Genlyd af det makrokosmiske
Udstillingen består af en række værker, jernskulpturer, levende organismer, klippestykker, silke, træ, gips og lyd. Værkerne forholder sig til relationen mellem det ydre og det indre liv og bringer beskueren på en rejse fra relationer mellem mennesket og verden omkring os – helt til det ydre rum, den indre, menneskelige udvikling og til de nære relationer, man oplever i familien.
Traditionelle fællesskaber
“Mine kunstværker er udtryk for den længsel jeg oplever i tiden efter at nedbryde vores vante opfattelser af tilværelsen. Dikotomier som liv/død, indre/ydre, mand/kvinde, menneske/natur, originalitet/kopi, individ/familie bliver mere og mere irrelevante, for i dag føler vi os ikke nødvendigvis afgrænset af traditionelle fællesskaber som den biologiske familie, men i lige så høj grad til fællesskaber baseret på interesser og arbejde skaber vores tilhørsforhold” forklarer Mille Kalsmose.
Opvokset i Horsens
Mille Kalsmose er født i 1972 og opvokset i Horsens og har efterfølgende boet i byer som New York og Barcelona, hvorfra hun har en master i samtidskunst og æstetik fra Universitet Autonoma de Barcelona i 2009. Hun har også lavet flere større udsmykningsopgaver. Bor i dag i Hellerup.
Udsmykket Gentofte Hospital
Mille Kalsmose har udsmykket Gentofte Hospital og arbejdet med temaet identitet. I dette tilfælde er det en institutions identitet hun dykker ned i, nemlig den identitet, som tilhører Gentofte Hospital, og hun har skabt fire sammenhængende værker specifikt til stedet.
”The Shape of Us” kan ses til søndag den 20. januar 2019
I dag er det ikke muligt for et kunstmuseum at lave udstillinger uden tilskud og udstillingen på Horsens Kunstmuseum er støttet af: MÆRK BYEN, Beckett-Fonden, Champion Iron, Statens Kunstfond og Statens Værksteder for Kunst (SVFK).
Red.