”PICNIC” på Horsens Kunstmuseum
Udstillingen ”PICNIC” er den danske kunstner Morten Bushs største soloudstilling til dato.
Udstillingen blev åbnet lørdag den 2. februar 2019 af Claus Hagedorn-Olsen, som har stået for Horsens Kunstmuseums drift siden oprettelse i 1984.
I 53 værker udforsker han motivet “PICNIC”, som en henvisning til det klassiske motiv “Frokost i det grønne”. Centralt i udstillingen er 44 helt nye Monotypier – den særlige form for grafisk tryk, hvor der kun laves et enkelt unikt tryk.
Det er tredje gang at Morten Buch udstiller på Horsens Kunstmuseum. De to første gange var henholdsvis 2008 og 2013.
Den feminine side
Morten Buch (f. 1970) er primært kendt som maler. Det til trods har han også bred erfaring med grafikken, og i denne udstilling er tryk det helt centrale. I udstillingen ”PICNIC” har kunstneren med stor nysgerrighed kastet sig ud i den særlige trykteknik kaldet Monotypi. Monotypi så dagens lys i det 17. århundrede. Det særlige ved den er, at man modsat andre trykketeknikker som litografi, linoleum eller træsnit ikke trykker i oplag. Trykket er MONO – der er ét enkelt tryk. På den vis har det både fællestræk med maleriet og grafikken. I alt 44 monotypier er blevet trykt på værkstedet Hostrup-Pedersen & Johansen i Valby. I denne udstilling suppleres de af skulpturer og et stort maleri, som alle kredser om Morten Buchs fascination: En udforskning af det klassiske motiv ’Frokost i det grønne’. Nok først og mest kendt hos Édouard Manets berømte værk fra 1863 af samme navn. Hos Morten er ”PICNIC” en moderne udgave i både titel, form og indhold.
De 44 monotypier har det tilfælles, at de er meget graciøse, lette og svævende, og viser kunstnerens feminine side.
Fri fantasi
Stilen hos Morten Buch er figurativ, men formen er fri og nærmer sig sine steder det abstrakte. Men det er ikke en strategi ifølge kunstneren selv. For ham skal det være figurativt og forestille noget – også selvom mange af værkerne er skabt ud fra fri fantasi. Som han nævner i kataloget til udstillingen: ”Jeg er nød til at have tingene for at kunne forandre tingene”. I værkerne går flere motiver igen. En aubergine, et par høje hæle, en kvindekrop og dunhammere skaber et møde imellem natur og menneske, som bearbejdes som form og flade. Nogle af motiverne antyder noget erotisk, andre noget hverdagsagtigt fra kunstnerens atelier, men altid i et meget kropsligt og sanseligt univers.
Morten Buch er en teknisk dygtig kunstner. Værkerne provokerer ikke beskueren. Man føler sig afslappet og nysgerrig for at kommen ind under det første lag af de udstillede værker, som kan synes noget fjerne og uopnåelig i en verden, som bestemt ikke er perfekt. Og man skal som beskuer være særdeles godt hjemme i maleriet ”Frokost i det grønne” (som i datiden var, en kritik af borgerskabets måde at gebærde sig på) for at få association hertil til de udstillede værker. At kalde de samlede værker for en parafrase vil således være noget af en overdrivelse. Der er tale om unikke værker, som når skal få mange til at fordybe sig og reflektere over verden af i dag.
Værkerne er skabt over en periode fra 2016 til 2018. Der indgår et maleri, Depature, fra 2014, som kan siges, at anspore hele projektet. Men i denne udstilling er nerven grafikken og udforskningen af den samme motivkreds over flere medier. I tråd med dette har Morten Buch skabt et tapet, som spiller sammen med værkerne, der installeres på Kastrupgårdsamlingen.
Stipendier og legater: Statens Kunstfonds Arbejdslegat, Statens Kunstfonds 2-årige Arbejdslegat, Marie Langhoff Grant’s Legat, Silkeborg Legatet, Niels Wessel Bagge’s Legat, Aage og Yelva Nimbs Fonds Legat.
Værker på:
ARKEN Museum for Moderne Kunst, Ishøj, Horsens Kunstmuseum, Statens Kunstfond.
Udstillingen er blevet til i et samarbejde mellem Kastrupgårdsamlingen, Horsens Kunstmuseum og Grafisk værksted Hostrup-Pedersen & Johansen. Med til udstillingen følger et rigt illustreret katalog med tekster af kunsthistoriker Magnus Thorø Clausen.
Udstillingen er støttet af Beckett-Fonden, Grosserer L.F. Foghts Fond, Aage & Johanne Louis-Hansens Fond, samt Gottfred og Gerda Eickhoffs fond.
Udstillingen ”PICNIC” kan ses på museet til 22. april 2019.
Red.