Art Herning 2019 – en stor succes
Det var nogle meget tilfredse galleriejere, der sent søndag eftermiddag den 3. februar 2019 kunne pakke deres stande sammen og køre hjem til de respektive gallerier efter tre gode dage i Herning Kongrescenter.
Fra den 1. til 3. februar 2019 blev det årlige traditionsrige Art Herning afholdt for 22. gang. Flere tusinde kunstinteresserede besøgte messen og mange besøgende gik hjem med et kunstværk.
Kunst man ikke glemmer
Hvert år mødes ”Dansk galleri sammenslutning” i Herning Kongrescenter for at udstille det bedste de enkelte gallerier kan byde på udi kunstens verden. Og i år kunne de besøgende konstatere, at kvaliteten bestemt var i højsædet. Nye kunstnere fik deres gennembrud på udstillingen og ældre kunstnere viste værker, som bestemt ikke er tomgangskunst.
Mange kvinder gør sig i dag gældende i kunstverden. Det gælder Lise Kryger Simonsen, Anne Krøner, Siri Eidesgaard, Anne Juul Christophersen og Mie Olise Kjærgaard med mange flere.
Landskabsmalerier af Maja Lis Engelhardt var dybt fascinerende at opleve. Værker man kan gå i trance over. Og Karin Ohlsen var også repræsenteret med flere værker. Et maleri, som ved første øjekast forekommer ret så ukompliceret, kan godt indeholde store modsætninger – og det er, hvad Karin Ohlsens værker gør. Kunst man ikke glemmer.
Fordybelse og refleksion
Malerkunsten formår at berige den menneskelige tilværelse, såfremt beskueren blot vil åbne øjnene og give sig tid til fordybelse og refleksion.
Malerkunsten har ingen geografisk grænse. Sproget er internationalt og det er dét, der gør billedkunsten universal til nydelse, fordybelse, refleksion og eftertanke.
God kunst referer naturligvis til, at udøveren behersk de tekniske discipliner; men hertil komme som noget fundamentalt, at der er passion og dualisme i værket. Og kunstneren har fundet sin helt egen form.
Kunsten er altid i udvikling og forandring – hvis ikke, var vi i dag stadig i stenalderen. Og der skal lyde stor ros til galleriejerne, at man fornemmer, at de nu tør vove mere og giver de enkelte kunstnere mere frie tøjler end tidligere.
I kunsten er der ikke nogen endegyldig sandhed – der er ingen facitliste. Kunst er som filosofi, der stilles spørgsmål, men der gives ikke noget svar.
I den gode seværdige kunst er der fuld fokus på følelser, lidenskab og engagement. Passion er kunstnerens fortællende engagement, som giver stof til eftertanke om, hvordan vi mennesker gebærder os og har indrettet os. Og det var en god oplevelse at besøge Art Herning 2019. Kunsten var i top og galleriejerne ligeså. Og købelysten stor – hvad kan man ønske siger mere? Nej vel!
Red.