Kunst i den digitale verden
På mange områder er mennesket gået fra den analoge verden til den digitale verden. At udtrykke sig via digitalmedie kunne de besøgende på Art Herning 2019 opleve. Mange besøgende blev indfanget af Ole Terløses skulptur ”Regnormedrengen”. Der er tale om en skulptur fremstillet i 3D via computer og specielprinter.
Der er ingen facitliste
En dreng er ude at fiske. En stor krog sidder fast i drengens hale. At få en krog i fingeren er der mange lystfiskere, der har oplevet. Men der er noget underligt over drengen, som fisker – der er noget fascinerende og surrealistisk. Skulpturen kan indikere den tid vi lever i. Tidsånden indikerer småborgerlig indskrænket livsanskuelse. I kunsten er der ikke nogen endegyldig sandhed – der er ingen facitliste. Og det er der heller ikke i den skulptur Ole Terløse har skabt. Kunst er som filosofi, der stilles spørgsmål, men der gives ikke noget svar.
Et godt kunstværk påvirker mennesker – nogle bliver påvirket positivt andre tager afstand. Men et værk bliver ikke ringere af, at nogle ikke kan lide det. Nærmest tværtimod.
Uddannet kunstmaler
Ole Tersløse er uddannet som kunstmaler fra Det kongelige danske kunstakademi i 2000, men har herefter i stigende grad beskæftiget sig med visualisering i 3d computerprogrammer.
Alle Ole Tersløses værker skabes i avancerede 3d computerprogrammer og printes enten i 2d, som en form for artificielle fotografier eller i 3d som store, skulpturelle objekter. Kunstneren præsenterer os for en konstrueret, digital “model-verden”, der ser realistisk ud på afstand, men ved nærmere eftersyn alligevel virker “forkert”.
Teknik og koncept går for Ole Tersløse hånd i hånd. Computerens illusionsskabende programmer er et “forsøgslokale”, hvor han kan opbygge digitale modeller af verden. Modellerne har referencer til vores fælles virkelighedsoplevelse, men er samtidig stærkt fabulerende og siger ikke nødvendigvis “sandheden” om verden.
Det sandfærdige og det løgnagtige
Ole Tersløse placerer bevidst sine “digitale forsøg” mellem det sandfærdige og det løgnagtige, mellem det dagligdags banale og det usandsynlige, og han viser på den måde usikkerheden i menneskets erkendelse. Selv om hans stil er renset for overflødige virkemidler og næsten klinisk afklaret ender hans værker tit som visuelle gåder, der unddrager sig en endegyldig fortolkning.
Kunst er med til at give vort liv åndeligt indhold. Ole Terløses værker er eksistentiel. Narrativ. Sætter tanker i gang hos beskueren. Får en til at reflektere over, hvordan man forholder sig til livet og døden. Der er dualisme – og det er dét, som gør kunstnerens kunst så fascinerende.
Ole Tersløse er født i Hjørring i 1971, bor og arbejder nu i Danmark. Han har blandt andet haft nedennævnte soloudstillinger:
2013 “Human – nature”, Lacda, Los Angeles, USA
2012 “The black box project”, Nbex, Viborg
2009 Hå gamle Prestegaard, Norge
2007 NBex, Viborg,
2007 Galerie Maria Lund, Paris, Frankrig
2003 Galerie Maria Lund, Paris, Frankrig
2001 “Virgin Runway”, La Galerie Danoise, Paris, Frankrig
Red.