Billedkunstner Bjarne Ohn fylder 80 år!
Bjarne Ohn er en travl kunstner. Han er altid i gang med noget eller undervejs til noget. BO er født i Esbjerg og har fra barnsben været opslugt og fascineret af kunst.
Han fik som 18 år antaget de første værker på Galerie Meyer i hjembyen og siden er det blevet til mange udstillinger.
Kendetegnet for BO´s malerier er, at farverne bølger fascineret ud fra lærredet. Rødt, grønt, blåt og især gult er farver, som har fulgt kunstneren i flere år. De tilsyneladende meget spontant malede billeder er generelt længe undervejs – via tanken til sort/hvid skitse – farve skitse og det endelige resultat på lærredet.
Han dyrker farverne og fylder formatet voldsomt ud med fragmenter, der fortællere en historie i historien.
På et højskole ophold i Askov i 1958 fik det latente talent fri udfoldelse. Og grafikken fangede ham også, som blev dyrket på Aarhus Kunstakademi i 1975.
Det organisatoriske inden for kunsten har altid ligget BO´s hjerte nær. Han var med til at etablere Kunstnernes Hus i Aarhus. Og primusmotor bag Kunstnergruppen SLOTTET, der i 2006 fik lokaler på det nedlagte statsfængsel i Horsens. Han har en forkærlighed for at hjælpe og vejlede kunstnere og mange kunstnere er ham i dag tak skyldig for den succes, som de har opnået.
BO bruger humoren på en seriøs måde til eftertanke og fordybelse. Det stiller krav til beskueren, men til gengæld holder BO`s billedunivers. For hvert gensyn med et værk opdager/ser beskueren noget nyt og en ny historie og egen fortolkningen tager plads. Han formår at transformere sine følelser til lærredet og værkerne er banebrydende i deres kolorit – kolorit som vækker opsigt. Der er en klar logik i farverne.
I dag er der mange billedkunstnere som reelt intet har at sige. Sådan er det ikke med BO`s malerier. Her er der tale om en kunstner, som ikke skaber sofastykker, men malerier med indhold. Hvert maleri er forsynet med en titel, som kan være vejledende for beskueren, selv om de fleste titler er meget underfundige og tvetydige med et filosofisk strejf. Han er en selvstændig kunstner med et eget udtryk sprunget ud af indre følelse.
Billedkunstner Bjarne Ohn fylder 80 år tirsdag den 16. juli 2019.
Ingen er i tvivl om, at BO brænder for det at skabe, og det vil han gøre, indtil han ikke længe kan løfte en pensel og sætte maling på et lærred. Sådan er det med en sand kunstner.
Gorm Thor Flagstad, redaktør