Alsidig kunst i Galleri Gasværk
Kunstnergruppen InProgress, der startede i 2017, består af 6 kvindelige kunstnere fra Aarhus. Gruppen er udstillingsaktuel i Horsens i Galleri Gasværk, Gasvej 21, 8700 Horsens.
De 6 kunstnere er Merete Barthody, grafik, Asse Due, keramik, Rebekka Koefoed, blandform, Helle Bjørnebo Neidhardt, foto/grafik, Inge Nygaard og Grete Westh begge maleri.
Pjece om kunstnerne
Kunstnerne har ladet fremstille en pjece, som kort fortæller om hver enkelt kunstner samt viser fotos af nogle af deres arbejder.
Merete Bartholdy fortæller, at det er ren fantasi, det hun laver; men værkerne er tættere på sandheden end noget jeg nogensinde har forsøgt at sige med ord. Hun har illustreret bøger og rapporter og malet akvarel i mere en 30 år. I 2007 tog hun fat på at lave grafik.
Asse Due er gruppens keramiker. Hun er uddannet keramiker fra Aarhus Kunstakademi. Og lerets kraft har siden 1980´erne haft tag i kunstneren. Lerets muligheder er mangfoldige og metoden at bearbejde materialet på er uendelig. Det er dét, der er drivkraften for min passion, siger hun.
Rebekka Koefoed arbejder med koldglas og blandform. Hun finder ting, som inkorporeres i værkerne. Ting som både fascinerer, vækker minder og fastholder historier. Ting som er værd at iagttage og fortælle om. I mit univers kan alt bruges og alt kan lade sig gøre.
Helle Bjørnebo Neidhardt arbejder med foto og grafik. For mig er fotografiet alt andet end et kort glimt af verden. Jeg ønsker, at beskueren føler trang til at dvæle ved mine billeder. I mange af kunstnerens værker er der ingen menneskelig tilstedeværelse. I stedet gør naturen plads til et mentalt og universelt rum.
Inge Nygaard gør det i at skabe malerier. Hun maler bymotiver, der skildrer byens gadeliv, hvor hverdagslivet opleves og fremhæves med atmosfære, mentalitet og bevægelse Farverne er drivkraften i motiverne, som giver en koloristisk fortolkning af stemninger, følelser og situationer.
Grete Westh maler med akryl farver. Hun henter sine motiver i naturen eller i tomme rum. Hun digter videre på det sete. Og der er en snert af noget surrealistisk i de douchede dæmpede farver, ofte kun brudt af en rød genstand. Den lidt mystiske stemning er med til at sætte beskuerens fantasi i gang.
Meget lille udstillingslokale
Selv siger kunstnerne, at navnet INProgress antyder en gruppe i bevægelse. En gruppe som til stadighed udvikler balancen i dens mangfoldighed. Og mangfoldighed er der tale om. Udstillingen virker sammenklemt i det meget lille udstillingslokale i Galleri Gasværk. De få kvadratmeter, som de 6 østjyske kunstnere råder over, giver ikke de mange udstillede værker deres fulde ret.
Hver kunstner har fortjent, at der kun var en udstiller i lokalet. Der er tale om selvstændige kunstnere med et eget udtryk sprunget ud af indre følelse. Og det lever udstillingslokalet slet ikke op til.
Lokalets lidenhed skal dog ikke afholde nogen fra at aflægge galleriet i Horsens et besøg.

De få kvadratmeter, som de 6 østjyske kunstnere råder over, giver ikke de mange udstillede værker deres fulde ret.
Kunstnergruppen InProgress er et fascinerende bekendtskab ikke mindst på grund af de mangeartede kunstneriske udtryksformer.
Udstillingen kan ses i Galleri Gasværk frem til og med lørdag 20. juli. Åbningstider er alle dage kl. 11-16.
Red.