Kunst er for os alle sammen
Vi har i dag som aldrig før behov for en progressiv kulturdebat. Konstruktiv uenighed betragter jeg som dynamisk og frugtbar. Og lad os nu være fremsynet – også når det gælder at værdsætte kunst, kultur og dannelse.
Kunst er for os alle sammen. Men i et nyttesamfund, som det danske, ender kulturdebatten desværre alt for ofte i åndløse blindgyder om penge – det elitære vs. folkelige, men det, der er væsentligt, er, hvad vil vi med kulturen og kunsten?
Kunst kan lære os forståelse og respekt for livet, naturen og ikke mindst andre mennesker. Og sættes fokus på tabuer. Netop kunsten, kulturen og dannelse indikerer, at mennesket ikke er et dyr, men fornuftsvæsen.
I dag er meget kunst præget af spekulation og kan virke absurd. Ofte er store kunstnere særlinge. Men skal man være gal for at være genial? Et geni kan dø uden at være forstået af samtiden. For så mange år efter at blive værdsat.
Meget kunst er i dag abstrakt tomgangskunst. Mange kunstnere har en tendens til at drive med strømmen for ikke at skille sig for meget ud. Det bliver til holdningsløse leverpostejværker med kant som en badebold. Vi beskuere ønsker at blive udfordret. Kunst der er overfladisk, er spild af alles tid.
Den nye Socialdemokratiske regering har ikke sat kunst, kultur og dannelse øverst på dagsordenen. Hvad man kan se af forståelsespapiret og det, at Joy Mogensen som kirke- og kulturminister i ministerhierarkiet er placeret sidst på en tyvendeplads.
Godt nok er Joy Mogensen på sidste pladsen blandt de nye ministre, men måske har hun pondus til, at der virkelig bliver sat fokus på kunst, kultur og dannelse for alle i vores samfund. Kun tiden kan vise dette.
Jeg er af den opfattelse, at kunsten og kulturen aldrig nogensinde før i vores århundrede har været vigtigere end nu. Svigter vi først kunsten og dens rolle i vores fælles liv, ser det for alvor skidt ud.
Netop kunstens særstilling og uafhængighed er afgørende for kulturens styrke.
I dag lever vi i en materialistisk mig-tid. Vor tid er ramt af narcissismen. Lad nu vores børn få et åndeligt indholdsrigt liv. Et liv fuld af omtanke og refleksion.
Kultur, kunst og dannelse har en vigtig mission i vores digitale verden, hvor alle er sig selv nok og lever i en kunstig socialverden i cyberspace. Kultur er det, der rækker ud til os og giver fællesskaber. Kunsten får os til at reflektere og åbner vores øjne – ikke kun for det smukke i denne verden, men så sandelig også det, der er skræmmende og særdeles ubehageligt.
Alsidig kunst er vejen til en mere mangfoldig verden! Som menneske kan vi ikke undvære kunsten. Kunst, kultur og dannelse er samfundets fællesnævner, som vi skal passe godt på. Og derfor skal ingen leve på smalkost, hvad kunst angår!
Af Gorm Thor Flagstad