Rasa D. Olesen er en kunstner med kant
Der var fernisering torsdag d. 8. august 2019 på en udstilling af billedkunstner Rasa Dzimidaviciute Olesen i Sundhedshuset i Horsens. Udstillingen kan ses frem til 19. september.
Opvokset i Litauen
Billedkunstner Rasa Dzimidaviciute Olesen er født (1969) og opvokset i Litauen, men har boet i Danmark i 19 år. Hun er uddannet kunstner fra Brugskunstskolen i Kaunas (1989) og Kunstakademiet i Tallinn Estland (1993). Rasa Olesen vil noget med det at male, idet hun fortæller historier i sine billeder. Hun bevæger sig i en verden af myter, fortællinger, eventyr, sangtekster, ordsprog og ordspil, så mennesket og dets forhold til omgivelserne, naturen og ikke mindst til sig selv, er de vigtigste temaer i kunstnerens værker.
Det er Horsens Kunstforening, der har inviteret kunstneren til at udstille.
Det perfekte liv
Billedkunst kan være spændende, udfordrende og horisontudvidende. Og det er, hvad værkerne på udstillingen i Sundhedshuset, Grønlandsvej, Horsens er.
Selvbekræftelsen, længsler efter den eneste ene, søgning efter det perfekte liv og den ægte sandhed (hvad det nu ellers er), er nogle af de mange temaer hun arbejder med.
Rasa Olesen kan blive inspireret af en bibelsk historie, en evergreen, et personligt menneskes skæbne eller et samfunds problem, som bliver omtalt i medierne. Ved brug af surrealistiske udtryk, blandes de velkendte bibelske historier, myter eller eventyr, med nutidsmenneskets tankegang og der findes nye måder at fortolke og fortælle en historie på.
Stænk af surrealisme
Der stilles krav til beskueren – da pågældende skal huske at tage sin humoristisk sans med, da de fleste billeder indeholder en eller en anden form for humor, er satiriske, symbolske og med et stænk af surrealisme.
Udstillingen i Sundhedshuset viser en bred vifte af Rasas billeder fra de seneste 5 år – grafit og tusch tegninger, oliemaleri og gicléetryk. (Giclée kommer af det franske ord for dyse, la cicleur og af verbet gicler, at sprøjte og det er brugt første gang af franskmanden Jack Duganne i 1991 i USA, hos Nash Editions Fine Art Print Makers i Californien, hvor Duganne manglede et udtryk for de nye kunstnere, der tegnede og malede på computere og printede det som kvalitets inkjet print. I dag er Giclée, der udtales “zhee-clay”, udtrykket for et digitalt print enten af et digitaliseret billede eller et billede skabt direkte på computeren. Det refererer normalt til et nummereret print eller et unika print, printet på papir af arkivkvalitet med fuldpigmenteret blæk der er uv-stabilt).
Et maleri er et vindue ud mod en virkelig eller imaginær verden. En billedkunstners færdige maleri antyder pågældendes syn på sig selv og på menneskets vilkår.
Egentlig er der ikke sarthed, ynde og blidhed i de malerier Rasa Olesen laver – men følelser og dualisme er der til gengæld.Og der ligger en tanke bag hver af de udstillede værker. Her er der ikke tale om leverpostej og kant som en badebold – tværtimod.
I dag er der mange billedkunstnere, som reelt intet har at sige. Sådan er det ikke med Rasa Olesens malerier. Her er der tale om en kunstner, som ikke skaber sofastykker, men malerier med indhold. Hvert maleri er forsynet med en titel som kan være vejledende for beskueren. Titlerne er på engelsk. Dog et enkelt meget stærkt værk har fået titlen “Den Almægtige” – et portræt af kunstneren. Det skal opleves in natura – her er der et væld af symboler – tidsånden er ramt lige i plet. For hvergang man ser værket, opdager man nye ting og en ny fortælling ser dagens lys på godt og ondt.
I værket “Many balls in the air” får man umiddelbar association til Mona Lisa. Mand eller kvinde? Det er naturligvis op til den enkelte at foretage egen fortolkning. Et dybt fascinerende maleri.
Udstillingen omfatter 41 værker fordelt på tre etager i Sundhedshuset. Ved at studere de enkelte værker går tiden hurtigt for patienter og pårørende. Så hvad det angår,er det alletiders udstillingssted. Men belysningsforholdene er elendige. Sundhedshuset bør af hensyn til værkerne, beskueren og kunstneren anskaffe en ordentlig belysning. Jo før jo bedre.
Red.