Tiden er tumultarisk.
Indenfor billedkunsten er den herskende isme zapisme. Der er ingen tid til fordybelse. De fleste kunstnere er sig selv nok. Alt står i selfies tegn. Hvad skal det føre til? Vil der komme en ny generation af kunstnere, som vil sætte en kulturliberal dagsorden, eller? Og vil folk i øvrigt kunsten i vor tid, hvor alt drejer sig om vækst og nytte er det fremherskende ord?
I billedkunsten skal der være plads til undren og nuancering – fordybelse og eftertanke. Ellers bliver værkerne blot tomme dekorationer, som ender på lossepladsen sammen med alt det andet indbo, som ikke er trend.
Gives der kunstnerne ordentlige arbejdsforhold og indtjening?
Forskningsprojektet Billedkunstens Økonomiske Rum, ledet af professor Trine Bille fra Copenhagen Business School, har netop offentliggjort to rapporter, der dels beskriver billedkunstneres arbejds- og levevilkår og dels kortlægger kunstmarkedet.
Markedet for billedkunst er vokset de seneste 20 år. Derimod er billedkunstneres dårlige arbejds- og indtægtsvilkår ikke forbedret.
Gennemsnitsindkomsten for billedkunstnere i alle aldre er 242.000 kr. Under halvdelen af denne indkomst kommer fra arbejde med kunst. Resten kommer hovedsageligt fra lønarbejde, der ikke er direkte relateret til det kunstneriske virke.
De få kunstnere, der tjener meget, trækker gennemsnittet betydeligt op. Halvdelen af kunstnerne i undersøgelsen tjener under 200.000 kr. Og hele 17 procent af kunstnerne har en indkomst på under 100.000 kr. Fattigdomsgrænsen i Danmark 2018 er 117.000 kr. efter skat.
Tallene viser, at den allerfattigste gruppe består af kunstnere, der er dimitteret fra et af de tre kunstakademier de seneste 15 år.
Statsanerkendte og offentligt støttede kunstmuseer, betaler i mange tilfælde ikke honorarer (eller kun yderst beskedne beløb) til de kunstnere, der udstiller. Der er penge til administrationen, til vagter, rengøring etc. – men altså ikke til kunstnerne, der er på plakaten. Og hvordan skal en kunstner overleve uden penge?
Det er fundamentalt, at kunstneren ikke opholder sig i et elfenbenstårn; men viser åbenhed og markerer sig i den offentlige debat og spiller en aktiv rolle i lokalsamfundet.
Tiden er tumultarisk, og vi lever i en fattig tid, hvad ånd, kunst, kultur og dannelse angår. Kan det fortsætte sådan – eller vil der komme et oprør – et oprør der kræver, at tiden er kommet til fordybelse og eftertanke?
Gorm Thor Flagstad, redaktør